Æggewrap med nakkefilet

En ualmindeligt lækker opskrift på en æggewrap med nakkefilet i asian-style, der har det hele og mere til. Om det regner, sner eller solen skinner, så går du ikke galt i byen her. Og det er faktisk slet, slet ikke hverken så svært eller tidskrævende, som det måske ser ud. Lige lidt planlægning, så er den i skabet - og på bordet!

  • 130
    Minutter
  • 4
    Personer

  • del
Se på nemlig.com

Det skal du bruge

  • Braiseret nakkefilet
  • 600 g nakkefilet (se tip)
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Sojamarinade
  • 50 g ingefær
  • 1 stængel citrongræs
  • ½ løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 limefrugter
  • 25 g honning
  • 2 spsk soja
  • ½ bouillonterning
  • ½ tsk stødt allehånde
  • 1 tsk stødt tørret chili
  • ¼ liter vand
  • Agurkesalat med ingefær
  • 1 agurk
  • 1 rød chili
  • 1 fed hvidløg
  • 40 g ingefær
  • ¾ dl sukker
  • 1½ dl vand
  • 1 dl eddike
  • 1 tsk salt
  • Syltet rødløg
  • 1 rødløg
  • 1 lime
  • Peanutsauce
  • ¼ løg
  • 2 fed hvidløg
  • ¼ chili
  • 1 tsk olie
  • 2 dl fond, fx vand og bouillonterning
  • 1 spsk fiskesauce
  • 1 tsk peanutbutter
  • Æggewrap
  • 8 æg
  • 1 tsk olie
  • Tilbehør
  • 1 avocado
  • 1 hjertesalat
  • Koriander
  • Chili
  • Mynte
  • Energifordeling og – indhold pr. person
  • Energi (kJ): 2730
    Energi (kcal): 660
    Protein (E%): 29
    Fedt (E%): 49
    Kulhydrater (E%): 22
    Alkohol (E%): 0

Sådan gør du

  • Kom nakkefilet i en bradepande eller et ildfast fad – evt. med låg. Pil og hak hvidløg. Fordel hvidløg, salt og peber over kødet og stil det i en kold ovn. Tænd ovnen på 180 grader og steg i ca. 2 timer, til kødet er gennemstegt. Hvis du bruger stegetermometer, skal centrumtemperaturen være 80 grader eller højere.

  • Skyl ingefær og skær i grove stykker. Skyl citrongræs og hak det fint. Pil og hak løg og hvidløg groft. Skyl limefrugter, riv skallen og pres saften (snup også den der skal bruges til syltet rødløg, nu du er i gang). Varm honning i en gryde ved lav varme, til den karamelliserer. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det simre i ca. 30 minutter. Sigt lagen og kog den ind til en sirup.

  • Skyl agurk og flæk den på langs. Fjern kerner (brug evt. en teske) og skær agurken i tynde skiver. Skyl chili og skær i tynde skiver. Pil hvidløg og skær i tynde skiver. Skyl og skræl ingefær og skær i fine strimler. Vend agurk, chili, hvidløg og ingefær sammen.

  • Kom sukker, vand, eddike og salt i en gryde. Giv lagen et opkog og afkøl lidt. Hæld lagen over grøntsagerne og lad det trække i minimum 1 time. Sigt lagen fra, inden du bruger agurkesalaten.

  • Pil rødløg og skær i tynde ringe. Mariner ringene i limesaft og -skal.

  • Pil og hak løg og hvidløg. Skyl og hak chili fint. Varm olie på en pande og steg løg, hvidløg og chili 1 minut – det skal ikke nå at få farve. Tilsæt resten af ingredienserne og kog op. Lad det simre, til det har en tyk konsistens og afkøl. Tilsæt lidt vand hvis saucen bliver for tyk.

  • Pisk æg med salt og peber. Varm 1 tsk olie på en lille pande og steg ca. 1½-2 dl af æggemassen på begge sider. Steg 3 æggewraps mere.

  • Halvér avocado, fjern stenen og pil skrællen af med en kniv. Skær avocadokødet i skiver. Skyl salat fri for jord og tør det.

  • Skær kødet i tynde skiver og pensl med sojamarinade.

  • Saml æggewrappen med alle ingredienser, og tilføj koriander, chili og mynte efter dine smagsløg.

  • Nyd resultatet af dit arbejde - og vær stolt af dig selv!

  • Tips

    • Du kan sagtens tilberede et større stykke nakkefilet, nu du er i gang – stegetiden er den samme uanset størrelse, da tykkelsen er den samme.
    • Hvis der er stegt nakkefilet tilovers, kan den gemmes i køleskabet og fx skæres i tynde skiver og bruges som pålæg på rugbrød eller i sandwich, pitabrød, tortillas og lignende. Nakkefilet kan også skæres i skiver og vendes på grillen og serveres som garanteret møre nakkekoteletter eller skæres i tern og bruges i biksemad.