Gris Stroganoff af nakkefilet med kartoffelmos

En lækker opskrift på en stroganoff-klassiker - bare med gris. Prøv den og det vil helt sikkert ikke være sidste gang, at du laver Gris Stroganoff. Opskriften er nem at lave, og efter halvanden time kan du stille lun og cremet mad på bordet. Velbekomme.

  • 120
    Minutter
  • 4
    Personer

  • del

Det skal du bruge

  • ¼ nakkefilet, ca. 500 g
  • ½ dl mel
  • Salt og peber
  • ½ tsk cayennepeber
  • 1½ spsk olie
  • 250 g svampe, fx champignon eller portobello
  • 3 gulerødder, ca. 250 g
  • 4 fed hvidløg
  • 1 bundt timian
  • 1 bundt persille
  • 300 g perleløg, fx fra frost
  • 1 spsk koncenteret tomatpuré
  • 1 knivspids kommen
  • ¼ tsk røget paprika eller karry
  • ½ l vand
  • 1 bouillonterning
  • 1 dl madlavningsfløde 8%
  • Kartoffelmos
  • 1¼ kg kartofler
  • 2 dl mælk
  • 2 tsk smør
  • Energifordeling og – indhold pr. person
  • Energi (kJ): 2915
    Energi (kcal): 695
    Protein (E%): 23
    Fedt (E%): 32
    Kulhydrater (E%): 45
    Alkohol (E%): 0

Sådan gør du

  • Skær kødet i store tern på 2-3 cm.

  • Bland mel, salt, peber og cayennepeber og vend ternene i melblandingen, så det lige sætter sig. Del kødet i to lige store portioner.

  • Varm 1 spsk. olie i en gryde ved god varme. Varm olien op under rigtig kraftig varme – der skal være så meget gang i komfuret, at olien begynder at komme med ”ssszzzss”-lyde, når kødet smækkes på panden. Brun halvdelen af kødet på alle sider, 2 minutter i alt.

  • Tag kødet op af gryden, tilsæt evt. lidt mere olie og brun den anden halvdel af kødet.

  • Rens svampe og skær i halve. Skræl gulerødder og skær i mindre stykker. Pil og hak hvidløg. Skyl timian og persille og hak persille.

  • Steg løg, svampe, gulerødder og hvidløg i gryden. Tilsæt kødet sammen med tomatpuré, kommen, paprika, vand, bouillonterning, fløde og timian. Lad hele molevitten simre i ca. 1½ time, til kødet er mørt. Smag til med salt og peber. Pynt med hakket persille ved anretning.

  • Kartoffelmos: Skræl kartofler og skær i tern. Kog i usaltet vand til kartoflerne er møre, ca. 20 minutter.

  • Hæld vandet fra. Mos kartoflerne med en moser, et piskeris eller hvad du nu har i køkkenet, og hæld mælk i lidt ad gangen, mens du pisker i mosen. Tilsæt smør og pisk til mosen har en glat konsistens. Smag til med salt og peber.

  • Tips

  • • I stedet for perleløg kan du anvende skalotteløg, som du piller og hakker.