Japansk spidskålssalat med stegt flæsk, misodressing og ris

Danmark møder Japan i denne lækre ret med spidskålssalat med stegt flæsk, misodressing og ris. Det er et fantastisk kulturmøde, som du helt sikkert skal smage. God fornøjelse.    

  • 40
    Minutter
  • 2
    Personer

  • del

Det skal du bruge

  • 6-8 stk. bryst i skiver, ca. 1 cm tykke, ca. 300 g
  • Salt og peber
  • Japansk spidskålssalat
  • ½ citron
  • Evt. 8 g (½ stor håndfuld) arametang – kan udelades
  • 1 spsk sesamfrø
  • ½ stor spidskål, ca. 250 g
  • ½ bundt radiser, ca. 50 g radiser
  • ¼ -½ rød chili
  • Evt. purløg
  • Evt. ramsløgsblade
  • Misodressing
  • 2½ spsk miso, gerne hvid, 50 g
  • ½ spsk mørk sesamolie
  • 1 spsk flydende honning eller ahornsirup
  • ½ fed hvidløg
  • Tilbehør
  • 1½ dl ris
  • Energifordeling og – indhold pr. person
  • Energi (kJ): 2570
    Energi (kcal): 610
    Protein (E%): 24
    Fedt (E%): 30
    Kulhydrater (E%): 46
    Alkohol (E%): 0

Sådan gør du

  • Dup skiverne af bryst fra gris tørre med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Varm panden op ved god varme. Brun skiverne på panden og steg ca. 2 minutter på hver side. Skru ned til middel varme og vend skiverne jævnligt, til de er gyldne og sprøde. Det tager ca. 30 minutter. Læg skiverne på køkkenrulle i cirka 1 minut.

  • Kog ris efter anvisning på emballagen.

  • Riv skallen af citron - evt. med et citrusjern og sæt den til side. Pres saft af citron.

  • Bland dressingen af miso, sesamolie, 1½ spsk citronsaft, honning og presset hvidløg og smag til. Den skal være salt-sur-sød-sesamagtig. Pisk lidt vand i, hvis den skal være tyndere og smage mindre kraftig.

  • Kom tangen i en skål og hæld kogende vand på. Lad den stå 10 minutter eller mere, hæld den i en si og pres resten af vandet ud.

  • Rist sesamfrøene på en tør pande til de dufter. Ryst jævnligt panden. Sæt til side og brug til pynt. Skyl og snit kålen fint. Fjern toppen, skyl og skær radiserne i skiver eller små stave. Skær chili igennem på langs, fjern kerner og mellemvægge og skær chilien i meget små tern. Bland tang, kål, radiser, chili og revet citronskal. Stil salaten i køleskabet til den skal serveres.

  • Anret salaten på tallerkenerne og dryp dressingen over.

  • Skyl og skær purløg og ramsløg i strimler og pynt med det. Drys sesamfrø på salaten.

  • Skær skiverne af bryst af gris i ca. 4 cm strimler – del hver skive i 2-3 stykker og kom dem på toppen af salaten.

  • Tips

    • Salaten kan blandes med dressingen og serveres i en skål.
    • Arametang kan købes i helsekostbutikker.
    • Bryst fra gris kan også skæres i mindre stykker, før den steges på panden.
    • Hvis der skal steges en større portion stegt flæsk kan det ske i ovnen. Læg skiverne på risten i en bradepande. Sæt bradepanden øverst i en kold ovn. Tænd ovnen på 225 grader og steg til skiverne er gyldne. Vend skiverne og steg til de er gyldne og sprøde. Det tager ca. 50 minutter. Læg skiverne på køkkenrulle i cirka 1 minut.
    • Har du en rest råt kød til overs, kan du fryse den ned i en fryseegnet plastpose. Kødet kan holde sig ca. ½ år ved minus 18 grader.