Nakkekoteletter med persillerødder, svampe og brunet smør

En nem opskrift på saftige nakkekoteletter til hverdag (det betyder selvfølgelige ikke, at du ikke må servere den for dine gæster i weekenden) med sprød spidskål og persillerødder på panden – what’s not to like?

  • 40
    Minutter
  • 4
    Personer

  • del

Det skal du bruge

  • Stegte nakkekoteletter
  • 4 nakkekoteletter, 1½ cm tykke, ca. 115 g
  • 10 kviste timian
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk olie, fx olivenolie
  • Spidskål vendt med sennep og citron
  • 1 citron, usprøjtet
  • ½ spidskål, ca. 400 g
  • 2 tsk sennep
  • 2 tsk honning
  • Stegte persillerødder og svampe
  • 1 kg persillerødder
  • 250 g svampe, fx markchampignon, bøgehatte eller østershatte
  • 2 tsk olie, fx olivenolie
  • 20 g smør
  • ½ tsk salt
  • Peber
  • Tilbehør
  • 3 skiver fuldkornsbrød, ca. 100 g pr. stk.
  • Energifordeling og – indhold pr. person
  • Energi (kJ): 2495
    Energi (kcal): 605
    Protein (E%): 25
    Fedt (E%): 33
    Kulhydrater (E%): 42
    Alkohol (E%): 0

Sådan gør du

  • Skyl og hak timian. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Drys halvdelen af timianen over koteletterne. Krydr med salt og lad kødet stå et øjeblik.

  • Skyl citron, riv skallen og pres saften.

  • Skyl spidskål og snit det fint. Rør sennep, honning og lidt af citronsaften (gem resten til persillerødderne) til en dressing. Smag til med salt og peber og mariner kålen i dressingen.

  • Skræl persillerødder og skær i grove stykker. Rens svampe.

  • Varm olie på en pande og steg persillerødder ved mellem varme. De er færdige, når de har en flot stegeskorpe, men ikke er for brankede. Det tager 5-6 minutter.

  • Og så til højdepunktet – kødet: Varm olie på en pande ved god varme. Der skal være så meget smæk på kogepladen, at det siger ”ssszzzzss”, når du smækker kødet på panden. Brun nakkekoteletterne 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og steg dem færdige – de skal have cirka 4-5 minutter på hver side. Så får de en flot stegeskorpe og er stadig saftige i midten.

  • Kom svampe på panden sammen med persillerødder. Lad dem stege med i 2-3 minutter, til de er gyldne. Kom hakket timian og smør på panden. Lad smørret bruse op omkring persillerødder og svampe, så smørret bliver let brunet. Krydr med salt, peber, citronskal og -saft.

  • Server nakkekoteletter med persillerødder og svampe på toppen. Dryp med lidt af det brunede smør og server med brød og kålsalat.

  • Tips

    • Du kan også bruge pastinak, selleri eller gulerødder i stedet for persillerødder.
    • Hvis dine koteletter er 2 cm tykke, skal du først brune dem 1 minut på hver side og så stege dem 6-7 minutter på hver side ved middel varme.
    • Hvis du ikke kan finde spidskål, kan du sagtens bruge andre kåltyper til salaten, fx savoykål.